Indigobørnene

Jeg er i gang med et større new age hjemmestudie, der ligesom folder sig selv ud uden jeg helt kan følge med 🙌🏼 Det handler om børn – verdens nye børn. Dem (os) som er her for at gøre op med “society as we know it”, og vise en ny vej. Disse smukke sjæle har mange navne, og bliver sat i mange bokse – og det kommer jeg meget mere ind på, en anden dag.

For i dag kommer en oversigt over INDIGOBØRNENE, første bølge af højfrekvente børn 🦋
Indigobørnene (eller stjernebørnene på dansk), er første generation af sjæle som er her på jorden for at gøre op med samfundet, og hjælpe os med at finde vej frem mod en mere højfrekvent fremtid 💫

De blev især født i 60´erne og 70´erne, men også videre op i 80´erne. Mit eget bud er at indigo børnene også blev født efter årtusindeskiftet.

Indigobørnene har en dybblå aura, og har udviklet deres evner gennem mange inkarnationer.
De er kreative sjæle, som kan udtrykke deres store følelser gennem tegning, maling, håndværk, sang mm. evner de har med sig fra tidligere liv, som falder dem ligeså naturligt som at trække vejret.

De er højfrekvente idealister med en kæmpe energi, korte lunter og intolerance for usandheder. De kan se hvis du lyver, og vil have svært ved at stole på dig igen hvis du gør.
Indigoer stræber efter det absolut bedste, og kan syntes umulige at opfostre, de kræver ekstremt tålmodige forældre, og vil i mange tilfælde blive stemplet som “anderledes” i det etablerede system.

De er store healere, med store temperamenter og mange bringer også en stor vrede med sig.
Indigoerne er rebeller, som bryder reglerne og har svært ved at se meningen med autoriteter.
De gør gerne (kan ikke lade være) op med forældede systemer og tanker, og går deres egne veje hvis ikke samfundet kan leve op til deres høje standart – hvilket det sjældent kan.
Indigoer er intelligente og utålmodige, og stiller spørgsmål til alt. De har brug for at få forklaret reglerne, ofte mere end en gang, og har brug for stærke, retfærdige forbilleder.
De indsigtsfulde og keder sig hurtigt hvis verden ikke bevæger sig i deres høje tempo, og foretrækker derfor ofte deres egne tanker og fantasier frem for virkeligheden.
Indigoer bærer store følelser med sig, og vil ofte føle sig som det vigtigste menneske i verden. Denne følelse er et resultat af det vigtige livsformål indigoerne har her på jorden. Andre gange vil de føle sig fuldstændig værdiløse, og være disponeret for alkohol eller stofmisbrug. Indigoer har let til depression, angst og ensomhed. De har brug for at finde andre indigoer her på jorden, for at hvile i og forstå deres eget livsformål. I samvær med hinanden vil de blomstre og deres dystre sider mindskes og forsvinde.
Indigoerne har en fantastisk hukommelse, men er sjældent selv herre over hvad de kan huske, skønt det som huskes, nok skal komme dem til gavn senere i livet. De har gode evner inden for brug af elektronik, og mange føler sig enormt tiltrukket af teknologi – interesser som spejler deres vigtige livsformål.
Mange indigoer har en svær barndom med ensomhed og depression. Deres intuition, store energi og enorme opmærksomhed til omverden kan være svær at navigere i tidligt i livet, derfor har de et stort behov for at blive mødt i kærlighed og forståelse af omverden.
Indigoer har en stærk sammenhørighed med naturen og dyr. De finder ro blandt træer, eller ved lyden af havet, og vil ofte foretrække det intuitive samvær med dyr, fremfor kompleksiteten hos mennesker.
Indigoerne er clairvoyante, og deres kollektive formål her på jorden er at bryde regler og rammer – at “vække” mennesker, og lære dem om kærlighed, tilgivelse og tolerance. De er gamle sjæle, i nye kroppe som føler et dybt behov for at ændre samfundet og gøre verden til et bedre sted. Indigoerne stiller spørgsmålstegn til regler, overbevisninger, strukturer og institutioner og udfordrer hensynsløst alt det som ikke giver genklang med deres enorme integritet.
De er her for vise vej 🏮